Dyrker du chemsex, eller overvejer du at prøve? Få hjælp fra din læge eller AIDS-Fondets rådgivning til at begrænse rækken af sundhedsrisici så meget som muligt.
Chemsex er brug af stoffer i forbindelse med sex. De fleste anvender stofferne for at forbedre oplevelsen og andre som nødvendighed for at kunne gennemføre samlejet.
Chemsex er forbundet med adskillige sundhedsrisici, men hvis du alligevel vælger at tage stoffer under sex, så findes der nogle gode råd, som du kan bruge til at passe bedst på dig selv.
4 vigtige råd til dig, der dyrker Chemsex
- Bevar kontrol og undgå afhængighed: Selvom mange kan styre stofbrug ved forskellige lejligheder, er der andre, der får flere afhængighedsproblemer. Det gælder også afhængighed af sex, der kan give tvangsmæssig adfærd og gå ud over dit øvrige liv. Føler du, at du er ved at miste kontrollen, så søg hjælp hos egen læge eller ved AIDS-Fondets rådgivning (se nedenfor).
- Pas på din krop: Når du har analsex, så husk kondom (skift kondom ved ny partner) og glidecreme. Brug kun din egen glidecreme – skriv eventuelt dit navn på den. Brug også kun eget snifferør. Undlad at injicere, men vælger du alligevel at gøre det, så brug kun egen sprøjte.
- Pas på din psyke: Fest kun med folk, du stoler på. Hold lange pauser mellem seancerne. Hav en plan for, hvad du gør, hvis noget går galt under chemsex-festen (hvem kontakter du?).
- Kontakt skadestuen, hvis du føler dig utryg, bange eller ude af kontrol.
Tal med din læge
Selvom det kan lyde grænseoverskridende, kan der være en idé i at nævne for din læge, at du dyrker chemsex.
Skulle der opstå sundhedsmæssige komplikationer i forbindelse med, at du dyrker chemsex, er det afgørende, at din læge kender til årsagen. Lægen vil kun kunne tilbyde den rette behandling eller rådgivning, hvis de kender til baggrunden for dine sundhedsforhold – ellers kan du risikere at blive fejlbehandlet.
Selvom du tænker, at du selv er bevidst om sundhedsrisiciene og ved, “hvad du går ind til”, kan der være afledte sundhedsrisici, som du ikke selv er opmærksom på. Her vil lægens faglighed sikre dig, at du holder risiciene til et minimum.
Brug AIDS-Fondets rådgivning
Vil du gerne have hjælp til at stoppe med chemsex, eller leger du med tanken om at prøve det?
I AIDS-Fondets rådgivning løfter ingen pegefingre og har stort kendskab til miljøet, og hvad der drager folk til chemsex. Ofte vil de have større kendskab til din problematik end din egen læge, og her er du sikret komplet fordomsfrihed.
AIDS-Fondet kan tilbyde støttende netværk til dig, der gerne vil et liv uden chemsex, men du kan også blot få råd til bedre at navigere rundt i miljøet.
Kontakt AIDS-fondets rådgivning her.
PrEP
PrEP er et antiviralt medicin, som du kan tage dagligt for at forebygge hiv-smitte. PrEP anbefales, hvis du er udsat for særlig stor risiko for, at blive smittet med hiv – det er du, hvis du dyrker chemsex.
For at få ordineret PrEP skal du bruge en henvisning fra din egen læge til infektionsmedicinsk afdeling på et af landets hospitaler. Det vil i den sammenhæng være nødvendigt, at din læge kender til den risiko, du udsætter dig selv for.
Læs også: PrEP, PEP og hiv-forebyggelse.