Ensomhed kan være alvorligt og er desværre mere udbredt blandt danske LGBT+ personer i sammenligning med resten af befolkningen. Det kan være svært at vinde over, men første skridt er at række ud og søge hjælp og ligesindede.
Anerkend følelsen
Følelsen af ensomhed forsvinder ikke ved at undertrykke den. Det første store skridt er derfor at genkende følelsen som ensomhed, når den opstår. Forsøg at accepter, at den er der, og giv den plads for en stund. Det betyder ikke, at du skal sætte pris på den eller ikke handle på den. Men for at kunne handle på den, skal du kunne identificere den.
Tal med din læge
Ensomhed er en alvorlig ting, og det kan betyde meget for dit generelle helbred. Derfor kan det være en god idé at tale med din læge om det. Selvom det kan lyde grænseoverskridende, vil din læge kunne yde god rådgivning. Lægen kan som udgangspunkt ikke henvise dig til en psykolog, men ensomhed kan medvirke depressive symptomer og angst, som lægen til gengæld godt kan henvise dig til en psykolog for.
Søg professionel hjælp
Selvom lægen ikke kan give dig en henvisning til psykolog for ensomhed, kan det stadig være en god idé selv at opsøge professionel hjælp hos en psykolog. Ensomhed kan i nogle tilfælde medføre alvorlig mistrivsel, og her vil en psykolog være den bedste hjælp.
Opsøg ligesindede
Bryd isolationen. Det er selvfølgelig langt nemmere sagt end gjort. For mange kan det dog være en stor hjælp at mødes med nye mennesker i faste, etablerede rammer.
Én god ide kan være at blive frivillig i en organisation, hvor arbejde danner ramme om samværet. Det kan være i en af LGBT+ Danmarks mange tilbud og fællesskaber eller det kan være i en anden LGBT+ organisation som LGBT Asylum, AIDS-Fondet, Sabaah, Copenhagen Pride eller i en organisation uden for LGBT+ miljøerne.
Pan Idræt er et stort sportsfælleskab for alle LGBT+ personer, hvor sporten er samlingspunktet. De udbyder en lang række sportsgrene – fra dans og golf over svømning og fodbold til styrketræning og rugby, som du kan dyrke i trygge og inkluderende fællesskaber.
Men alle fællesskaber er værdifulde. Også den lokale sportsklub, studenterforeningen, bridgeholdet, madklubben eller bare nogle gode venner eller familiemedlemmer kan være stor hjælp til at bryde isolationen som LGBT+ person.
Besøgsvennerne
LGBT+ Danmarks ‘Besøgsvennerne’ er et tilbud til LGBT+ personer i Københavns Kommune, der måtte opleve ensomhed eller mangler socialt netværk. LGBT+ Danmark matcher en frivillig besøgsven med en besøgsmodtager, og en besøgsleder vil facilitere første møde mellem jer.
- En besøgsven er et menneske, som kommer og besøger dig i dit hjem.
- I bestemmer selv, hvor ofte I mødes.
- Mange vælger at gå en tur, men langt de fleste bruger tiden på at drikke kaffe og snakke med hinanden.
- Har du lyst til at møde andre besøgsmodtagere og deres besøgsven inden for dit eget postnummer, kan det arrangeres.
Har du lyst til at høre mere om, hvad det vil sige at være besøgsmodtager, kan du kontakte besøgstjenesten på mail: besogsven@lgbt.dk
Lederen af besøgstjenesten kan fortælle dig, om der er venteliste, og så kan I også aftale, at besøgslederen kommer på besøg for at høre om dine ønsker til en besøgsven.
Når en besøgsven, som passer til dine ønsker, melder sig, bliver du ringet op af besøgslederen, og I kan aftale, hvornår besøgsvennen kommer første gang.
Besøgslederen deltager i det første besøg.
Du kan altid kontakte besøgslederen, hvis du er i tvivl om noget eller synes, der er udfordringer med besøgene, som vi skal tale om.