Skrevet af: Camilla Tved, jordemoder og sexolog
Som person med interkønsvariation afhænger dine fertilitetsmuligheder af din fysik. Fordi der er så stor forskel på interkønnede personers fysiologi, er det vanskeligt at vejlede om fertilitet til hele spektret af personer med interkønsvariationer.
Har du ikke imidlertid ikke mulighed for, at blive gravid med din(e) partner(e) ved samleje (spontan graviditet), kan du blive henvist til fertilitetsbehandling. Her skal du kontakte din egen læge, som skal lave henvisningen for dig.
Til mødet med lægen kan du med fordel:
- Fortælle hvilket sprog, ord og begreber, du ønsker at lægen bruger om din krop, identitet og reproduktive organer.
- Tage bisidder med. Det kan være den partner, du ønsker at blive gravid med, eller en anden person, som du er tryg med. Læs også: Kan jeg få en ven eller familiemedlem med til lægen?
- Forberede dig forud mødet med din læge. Ud fra din krops funktioner, kan du overveje dine muligheder. Jo mere du selv er bevidst om dine muligheder for graviditet eller familiedannelse, jo tryggere kan samtalen blive for dig.
- Være så konkret som mulig i, hvad dine ønsker er, og hvordan du tænker, du vil bidrage med egen krop til graviditet.
Til dig med livmoder:
Modtager du en henvisning til assisteret reproduktion, vil du typisk blive tilbudt test for kønssygdomme og celleskrab af livmoderhalsen for celleforandringer samt få foretaget blodprøver. Du vil desuden blive henvist til røntgenklinik eller til gynækolog for at undersøge, om der er fri passage til dine æggeledere.
Til dig uden livmoder:
Det kan være en fordel, hvis du inden mødet med lægen, gør dig nogle tanker om følgende:
- Har du en partner, som kan og vil være gravid?
- Ønsker du at benytte egne sædceller?
- Har du fået undersøgt din sædkvalitet, og er du i stand til at få en udløsning? Ved fertilitetsbehandling vil du kunne få testet din sædkvalitet.
- Ønsker du at benytte donorsæd?
Søg støtte og rådgivning
For nogle familier eller solo-forældre kan et fertilitetsforløb være psykisk tærende – ikke mindst som LGBT+ person, hvor man kan møde særlig modstand eller skepsis fra omverdenen. Du kan med fordel søge hjælp og støtte i forbindelse med dit fertilitetsforløb og/eller dit graviditetsforløb, hvor der kan være behov for spejling og støtte tilpasset netop din familieform.
LGBT+ Danmarks rådgivning tilbyder telefonisk, skriftlig og fysisk rådgivning. Rådgiverne har erfaring med netop LGBT+ personers spørgsmål om fertilitet og familiedannelse, og vil kunne bistå med både social, psykisk og juridisk hjælp. Læs mere om rådgivningen her.
Nogle terapeut- og psykologpraksisser specialiserer sig særligt i borgere med LGBT+ baggrund og disses udfordringer. Disse vil også være en mulighed at opsøge.