Selvom man i flere år kun har tilbudt vaccinen til halvdelen af de unge, smitter HPV også andre køn. Især transkvinder og mænd, der har sex med mænd, er særligt udsatte. I sjældne tilfælde kan det føre til celleforandringer og kræft. Disse symptomer skal du være opmærksom på, som seksuelt aktiv person med penis.
Denne artikel er særligt henvendt til folk med penis. For artikler om transmænd, kan du søge på transmænd på søgesiden.
De fleste får HPV på et tidspunkt
HPV eller Humant Papillomavirus er en seksuelt overført virus, som i langt de fleste tilfælde er harmløs. 80 % af alle seksuelt aktive mennesker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv få virussen. De får ingen symptomer.
Det betyder dog også, at virussen smitter meget nemt. HPV kan sidde i svælget, på penis, pung og ved endetarmsåbning, men virussen kan også sidde på hænderne og smitte til kønsorganerne. Derfor kan det være svært komplet at beskytte sig selv mod virussen med eksempelvis kondom.
Hvad er symptomerne?
I de fleste tilfælde vil der ikke være nogle symptomer.
HPV kan dog medføre kønsvorter på penis, ved endetarmsåbning eller på mellemkødet. Din læge vil i de fleste tilfælde kunne stille diagnosen blot ved at kigge på vorterne. Behandlingen vil enten være med medicin eller creme.
Læs også, hvad Patienthåndbogen skriver om kønsvorter (kondylomer).
HPV og symptomer på kræft
Der har været et særligt stort fokus på HPV og kræft i livmoderhalsen, men alle køn er i risiko for udvikling af kræft som følge af HPV-smitte.
Analkræft: Mænd, der har sex med mænd, har større forekomst af analkræft end heteroseksuelle mænd, og i 90 % af tilfældene skyldes det HPV-smitte. Hvis du dyrker analsex med skiftende partnere, bør du være særligt opmærksom på symptomer: Bløder det fra endetarmsåbningen, har du anal kløe, har du en fornemmelse af udfyldning, og har du vedvarende smerter fra området ved for eksempel afføring, bør du kontakte din læge. Læs mere om analkræft her.
Peniskræft: Kræft i penis er en relativ sjælden sygdom i Danmark og rammer ca. 50 nye hvert år. I halvdelen af tilfældene, skyldes det HPV, men det kan også forekomme i forbindelse med dårlig hygiejne og snæver forhud. Symptomerne er knuder, blod i urinen, farveændring, blødning, sårdannelse, udvækster, forhudsforsnævring og ildelugtende udflåd. Kontakt din læge i disse tilfælde. Læs også mere om peniskræft her.
Kræft i mundhulen: HPV har vist sig at forårsage kræft i mund og svælg, særligt på mandler og tungen, og mænd bliver hyppigere ramt end kvinder. Oplever du røde og hvide pletter i munden, som ikke forsvinder, vokser, bløder, gør ondt eller ændrer udseende, bør du kontakte din læge. Symptomer kan også være synkebesvær og -smerter, ondt i halsen (som ved en halsbetændelse) og hæshed. Læs mere om mundhulekræft her.
Kan jeg få en HPV-vaccine?
HPV kan ikke behandles, men vaccination har vist sig at forebygge forstadier til analkræft, peniskræft og mundhulekræft samt kønsvorter. Vaccinationen er mest effektiv, hvis den gives inden den seksuelle debut. Drenge, der fylder 12 år 1. juli 2019 eller senere, bliver tilbudt gratis HPV-vaccination, ligesom tilbuddet gælder for piger.
HPV-vaccine har sandsynligvis stadig en forebyggende effekt, selvom den gives senere. Den kan købes hos egen læge, hvilket særligt anbefales, hvis du har nedsat immunforsvar ved f.eks. HIV-infektion. Læs mere om vaccinen her eller tal med din læge om mulighederne for vaccine.
Anden forebyggelse
Fordi HPV smitter så nemt, kan det være svært at beskytte sig mod smitte. Barriereprævention som kondom, femidom, engangshandsker og slikkelapper kan dog nedsætte risikoen og er altid en god idé for at undgå andre seksuelt overførte sygdomme.