Som transperson kan du komme til lægen med lige så mange forskellige sundhedsproblematikker som alle andre mennesker. I nogle tilfælde vil det imidlertid være relevant at komme ind på din kønsidentitet. Det kan både være, hvis du gerne vil have en henvisning til Center for Kønsidentitet, men det kan også være relevant ved problematikker i forhold til mental sundhed, seksualliv, sygdom på kønsorganerne eller fertilitet.  

Derfor er det afgørende, at du har tillid til din læge, og at I kan tale åbent om din kønsidentitet. Samtidig er det en stor hjælp for dig selv at vide på forhånd, præcis hvad din lægens rolle er, og hvad dine rettigheder er som patient.  

Læs også: Henvisning til Center for Kønsidentitet.

Forbered din læge 

Hvis du booker tid hos din læge med ønsket om en henvisning til et af de tre centre for kønsidentitet i Danmark, der må foretage udredning med henblik på medicinsk transition, er det en god idé at forberede din læge på emnet. Booker du tid online, vil der ofte være en mulighed for at skrive en note i et tekstfelt. Selv om det kan være grænseoverskridende, kan det være en fordel at notere, at det handler om kønsidentitetsforhold og dermed give lægen en mulighed for at forberede sig forud for jeres møde.   

Tag en bisidder med 

Som patient har du ret til at tage en fortrolig med til lægekonsultationen. En bisidder kan være hvem som helst, som du har tillid til. Det kan være en god idé at gøre brug af retten til bisidder, hvis du er bange for ikke at få sagt de rigtige ting eller blot har behov for en støtte og tryghed under samtalen. En bisidder vil også kunne hjælpe dig med at huske lægens informationer.  

Læs også: Kan jeg få en ven eller familiemedlem med til lægen?

Portræt af person, der smiler og holder sig ved hagen.
Kønsidentitet kan være et sensitivt emne. Men du må gerne fortælle lægen, hvordan du foretrækker at konsultationen skal foregå, og hvilket sprog lægen skal anvende om dig og din krop.

Instruer din læge i sprogbrug 

Husk på, at du altid må fortælle din læge, hvilke ord, du foretrækker at anvende. Foretrækker du medicinske termer om kroppen; foretrækker du ord som ‘reproduktive organer’ fremfor ‘kønsorganer’ eller ‘brystkasse’ frem for ‘bryster’, så sig det til lægen.  Kommunikationen og tilliden mellem jer bliver bedst, hvis I er transparente omkring sprogbrug.  

Fortæl også lægen – gerne indledningsvist – hvilke personlige stedord og eventuelt hvilket navn, du benytter. Dertil kan du også bede lægen om, at notere personlige stedord og kaldenavn i din journal, så hele praksispersonalet kan tilgå de oplysninger. På den måde undgår du at blive fejlkønnet i receptionen eller hos praksissygeplejersken.  

Forbered dig hjemmefra 

Din kønsidentitet kan være afgørende information i nogle medicinske sammenhænge. Særligt når det kommer til mental sundhed, seksuelt overførte sygdomme eller kræftscreening er det vigtigt, at din læge kender til din kønsidentitet. Omvendt vil der også være mange sundhedssituationer, hvor det ikke er relevant.  

Hvis du forbereder dig før din lægekonsultation på, hvilken information, der kan være nødvendig i den givne sundhedsproblematik, vil du også vide, hvornår lægen ikke behøver at udspørge dig om din kønsidentitet.