Hvad er aseksualitet?

  • Aseksuelle personer oplever ikke eller kun i meget lav grad seksuel tiltrækning eller lyst og vil ofte betragte sex som irrelevant.
  • Nogle opfatter deres aseksualitet som en seksuel orientering og dermed en del af deres identitet. For andre er det en tilstand, som kan være mere periodisk eller forbipasserende. Nogle betragter sig selv som del af paraplybetegnelsen LGBTQIA+, hvor A’et står for aseksuel, mens andre ikke gør.
  • Det kan være vanskeligt at definere aseksuelle som samlet patientgruppe, netop fordi aseksualitet opleves og praktiseres meget forskelligt.
  • Aseksuelle personer har som hovedregel samme behov for sociale og romantiske relationer som alle andre mennesker. Man taler om at være hetero-, homo-, bi- eller panromatisk, alt efter hvilke(t) køn, den romantiske tiltrækning retter sig imod. Nogle aseksuelle opfatter sig selv som aromantiske og oplever dermed ikke forelskelser og romantiske følelser over for andre mennesker.

Mødet med den aseksuelle patient 

Den aseksuelle vil som udgangspunkt ikke opfatte sin manglende seksualitet som et problem, og den manglende sexlyst vil kun sjældent være en henvendelsesårsag. Dog vil nogle aseksuelle personer henvende sig til lægen pga. omgivelsernes (evt. en partners) forventninger, og det er derfor vigtigt, at lægen kan rådgive om forskellen på en seksuel lystdysfunktion (hvor personen selv er utilfreds med sin tilstand) og aseksualitet (hvor personen er godt tilfreds med ikke at føle seksuel tiltrækning og lyst). Det er samtidig vigtigt, at lægen kender til, anerkender og normaliserer aseksuelle følelser. 

Følgende er gode råd til mødet med den aseksuelle patient. 

  • Vær åben og nysgerrig og betvivl ikke patientens oplevelse af at være aseksuel. 
  • Afdæk, hvorvidt patienten oplever sin manglende lyst som et problem eller ej. 
  • Hvis patienten er utilfreds med at være aseksuel, må det afdækkes, hvorvidt utilfredsheden skyldes pres fra omgivelserne (fx vedkommendes partner). Det må ligeledes overvejes, hvorvidt vedkommende har en reel lystdysfunktion, fx som følge af traumer, stress, skam, generthed, søvnproblemer, samlivsspændinger, sygdom eller lægemiddelbivirkninger. 
  • Udtrykker patienten selv et ønske om hjælp eller behandling, se afsnit om seksuel dysfunktion nedenfor. 
  • Nogle aseksuelle kan have et problematisk forhold til deres egne kønsorganer, og derfor bør du gå særligt forsigtigt og samtykkebaseret til værks ved objektive undersøgelser af disse områder af kroppen. 

Læs også: Sådan gør du den objektive undersøgelse tryg og samtykkebaseret 

Sundhed 

Fordi aseksualitet opleves og praktiseres forskelligt, er der få sikre fællestræk i forhold til smitterisici, seksuel sundhed og trivsel. 

Screening 
Giver patienter klart udtryk for, at de ikke dyrker nogen form for seksuel praksis (evt. med undtagelse af onani), vil nogle måske fravælge fx smear-undersøgelser. Patienten vil dog potentielt stadig kunne få HPV-associerede lidelser og udvikle celleforandringer af andre årsager eller som følge af tidligere seksuelle aktiviteter, og dette bør du informere patienten om. 

Læs også: Alle bør screenes for livmoderhalskræft 

Mental sundhed 
Minoritetsstress kan være et særligt problem for aseksuelle i et samfund, hvor sex og forventningen til seksuel interesse er allestedsnærværende, og hvor kendskabet til aseksualitet er meget begrænset. 

Nogle aseksuelle oplever at blive overfuset, gjort til grin eller mistænkeliggjort over deres manglende seksuelle interesse. 

Læs også: Minoritetsstress 

Aseksualitet og seksuel dysfunktion 

Det er som nævnt vigtigt at adskille aseksualitet (uanset om det opleves som en seksuel identitet eller ej) fra seksuel dysfunktion. Den vigtigste forskel er, hvorvidt patienten selv oplever den manglende lyst/interesse/tiltrækning som et problem – om vedkommende så at sige ”har lyst til at have lyst” eller ej. 

Den aseksuelle vil typisk have oplevet manglende seksuel lyst gennem hele livet. Men udvikler den manglende lyst sig pludseligt eller snigende, kan det være relevant at overveje betydningen af eksterne forhold (fx stress, kriser, depression, seksuelle overgreb, parforholdsproblemer, identitetsovervejelser, hormonforhold (fx forhøjet prolaktin), bivirkninger til visse typer medicin (fx antidepressiva) mv.) 

Seksuel dysfunktion kan skyldes både psykologiske, somatiske og relationelle forhold – ofte i en kompleks blanding. Henvis evt. til autoriseret sexolog. 

Se også, hvad Lægehåndbogen skriver om seksuel dysfunktion.