Sexologiske patientsamtaler kan hænde i almen praksis. Når det sker, er det vigtigt, at du er kritisk overfor de normer og antagelser, du ubevidst bringer med ind i behandlingen. 

Klinisk sexologi er aldrig komplet objektiv. Yder du som læge sexologisk hjælp til en patient i almen praksis, vil du altid bære normer, konventioner og værdier med dig ind i din vurdering og rådgivning. Nogle forudantagelser vil du slet ikke være bevidst om, men de kan give dig en blind vinkel i forhold til at yde din patient den rette hjælp.  

Hvad betyder normkritisk?  

Normkritisk praksis vil sige, at du forholder dig kritisk og selvbevidst til de normer og antagelser, som du bærer med dig.  

Indenfor seksuel adfærd vil mange behandlere eksempelvis bringe en heteronormativitet med sig og som en selvfølge gå ud fra, at patienten er heteroseksuel og ciskønnet (identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen). Når man udøver normkritisk sexologi vil man derfor holde forskellige muligheder for patientens seksuelle og kønslige praksis åbne.  

Ofte antagne normer, som du bør være opmærksom på

  • Du antager, at patienten er heteroseksuel
  • Du antager, at patienten eller patientens partner er ciskønnet (patienten identificerer sig som det samme køn, som de blev tildelt ved fødslen på baggrund af deres ydre kønsorganer)
  • Du antager, at patienten har kun én partner
  • Du antager, at patienten lever i et monogamt forhold
  • Du antager, at patienten dyrker penetrativ sex
  • Du antager, at patienten er seksuelt aktiv 

Hvorfor er det vigtigt? 

Går du ind til en sexologisk behandling uden at være bevidst om dine normer og antagelser, risikerer du at fremmedgøre og måske endda forårsage emotionel skade på din patient, som bryder med disse normer. Patienten vil måske ikke føle sig set og kan forsøge at undgå videre behandling. Du risikerer også at yde misvisende rådgivning eksempelvis i forhold til seksuel dysfunktion, smitterisici og mentalt helbred.  

Konkrete handlinger, du kan gøre  

  • Vær bevidst om dit sprogbrug og din spørgeteknik: Undgå kønsspecifikke ord om “kone” eller “mand” og brug i stedet “kæreste” eller “partner”.  
  • Spørg patienten, hvilke betegnelser og ord de foretrækker om seksuel praksis eller kropsdele. Foretrækker patienten medicinske termer fremfor dagligdagstermer? Brystkasse fremfor bryster? Reproduktive organer frem for kønsorganer? 
  • Tro ikke blindt på egne antagelser: Overvej muligheden for om patientens partner ikke er ciskønnet. Er du i tvivl, så spørg patienten direkte. Det kan være relevant information i sundhedsproblematikker, hvor anatomi er afgørende. 
  • Kollegial supervision vil kunne hjælpe dig med at identificere de indgroede normer og antagelser, som du bringer ind i behandlingen.  
  • Henvis til specialuddannet sexolog. 

Kilde:  Graugaard, Christian, Annamaria Giraldi, og Bo Møhl. Sexologi: faglige perspektiver på seksualitet. Kbh.: Munksgaard, 2019.